Parforhold

Parforhold og lortebleer

I er ret mange, der efterspørger større indsigt i vores parforhold. Faktisk har jeg fået opfordringen et par gange over det seneste år. Jeg har absolut intet problem med at lukke op for det emne, men jeg tror ikke, at vi lever så specielt endda. I første omgang besvarer jeg det spørgsmål, jeg har fået flest gange, nemlig hvordan vi mødtes. Jeg lover, at jeg kommer igennem alle spørgsmålene, men det tager altså lidt tid, og det er i forvejen ikke noget, jeg har meget af.

 


 

Hvordan mødtes vi?

Åh, det er så uromantisk. Nu skal I bare høre:

 

Jeg sidder på en cocktailbar med min daværende kæreste, og pludselig deler vi bordet med hans kammerat: – altså Ross og hans daværende kæreste. Det var ligesom første gang, at jeg mødte ham.

 

Der gik et par år, og pludselig stod han foran mig igen. Jeg arbejdede som bartender på et lokalt diskotek i Vordingborg (Læs: det ENESTE diskotek i Vordingborg). Han var ret fuld, og han havde travlt med at komplimentere min bagdel. Classy!  Der var ikke særlig mange andre i byen den aften, så vi faldt i snak, hvor jeg fandt ud af, at han var blevet single. Han tog hjem med en anden pige den aften, og det tænkte jeg ikke yderligere over. Jeg havde selv en ny kæreste. Over de næste par måneder begyndte det at gå helt galt i mit nye forhold. Vi var på mange måder rigtig dårlige for hinanden.

 

Endnu engang var Ross i byen, og det samme var jeg. Vi faldt i snak, og vi fandt hurtigt ud af, at vi begge to var i kærestesorg. Det er ikke noget at joke med – slet ikke, når man er fuld! Ross sørgede over sin daværende kæreste, og jeg var så ked af mit forhold.

 

Vi endte med at supplere snakken med flere samtaler over Messenger, og til sidst blev han min store fortrolige. Vi endte med at snakke i telefon sammen, og vi var sgu gode for hinanden. Han var stadig berørt over bruddet med sin eks. De havde været sammen i 8 år on/off, så det var en langsommelig proces. Han ville så gerne finde en ny kæreste, og jeg kan huske, at jeg sagde til ham: “Du skal finde en, der ikke vil sammenligne sig med dit foregående forhold, og som er stærk nok til ikke at være misundelig eller jaloux over de oplevelser, I nu engang har delt sammen.” Dermed slog jeg også fast, at det aldrig kunne være mig, for jalousi var en følelse, der næsten var inkorporeret i hele min krop.

 

Tiden gik, og det gik mere og mere galt i mit forhold. Jeg blev mere eller mindre smidt ud på røv og albuer, og set i bakspejlet var det så godt for os begge to. Det var et stort rod, og det sluttede meget værre end det burde.. Det var aldrig meningen, at det skulle gå så galt.

 

Jeg flyttede hen til en veninde, som tog sig så godt af mig, og senere skaffede mig muligheden for at bo billigt i hendes forældres kælder. Hvis ikke, at jeg havde haft hende, så ved jeg ikke hvordan, at jeg havde klaret den. Jeg boede på det tidspunkt i Næstved, hvor jeg intet netværk havde –  og kun havde en SU-indtægt, for min løn på diskoteket drak jeg op.

 

Ross og jeg havde stadig kontakt, og vi besluttede os for at mødes. Uden alkohol og uden diskotek. Det var mærkeligt. Vi begyndte at ses oftere og oftere, og vi havde det sjovt. På mange måder. Vi besluttede os for, at vi kunne være venner med fordele. Ingen af os var indstillet på at skulle blande følelser ind i noget, for vi havde begge to brug for noget luft.

 

Jeg tog til København og besøgte Ross, hvor han – udover logi og en plads i hans dobbeltseng – begyndte at lave mad og hygge om mig. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg blev forelsket. Heldigvis gjorde han også. 

 

Dermed ikke sagt, at det var guld og grønne skove. Hans ekskæreste spøgte stadig, og Jesus, hvor var det hårdt at være mig! Jeg havde jo faktisk lovet mig selv, at jeg ikke ville gå ind i noget, netop af den grund, at jeg ikke gad være en erstatning på et 8 års forhold. Heldigt for Ross, så var han så tilpas dejlig, at jeg ikke kunne lade ham gå igen, men hold da kæft, hvor var jeg ulykkelig og vred. Der var så mange løgne og episoder, og min jalousi blev stille og rolig vendt til vrede. En følelse, jeg er meget bedre til at kapere.

 

Endnu engang gik tiden. Vi var modnet i vores forhold, og vi havde det virkelig godt, når der bare ikke var nogen ekskæreste involveret. Faktisk rigtig godt. Ingen jalousi, men en god forståelse for hinanden, trods vi på mange måder var – og er – meget forskellige. Der gik ikke meget mere end ét år, før vi lå på sofaen og snakkede om børn. Vi aftalte, at vi kunne prøve om tre års tid, så var jeg måske færdiguddannet, og vi havde fundet et sted at bo. De tre år blev den næste uge forkortet til: “Hvorfor ikke nu?” 

 

Jeg var 21 år:

Det er en meget ung alder at få et barn i. Jeg har altid været ældre end det, der står på min dåbsattest, fordi min fortid modnede mig før tid. Det er på mange måder noget, jeg bander langt væk, men på den anden side, så har det også medført, at jeg i en ung alder vidste, at jeg kunne bære ansvaret. Og tænk sig… Nu lå jeg side om side med en mand, der virkelig gerne ville have, at jeg blev mor til hans barn – og hvem siger lige nej til det?

 

 


Det var et sats, og det skulle snart vise sig, at det var det helt rigtige valg.

Jeg kunne fortælle meget mere, men jeg tænker, at det var svar nok på første spørgsmål. Hvis du sidder med nogen spørgsmål eller noget andet, så brug endelig kommentarfeltet, hvor du kan være anonym. Jeg svarer altid.

 


 

 

De bedste hilsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *