Lykkepiller og lortebleer
Depression

På egne ben

Det er efterhånden sindsygt langt tid siden, at jeg har opdateret bloggen, og det er der faktisk en grund til. Faktisk er der mange. Jeg er ikke længere på barsel. Jeg er startet på nyt job, og når jeg ikke er der, så er jeg ved pigerne. Og apropros de piger der.. De sover bare ikke. Derfor er 24 timer i døgnet på ingen måde nok.

Der sker en masse nyt i vores liv. En ting er, at jeg er startet op på job, men det betyder også at hele vores hverdag har ændret sig. Det eneste, jeg sådan rigtigt har holdt fast i var min månedlige tur hos min psykolog for at få afløb – og endnu vigtigere: Få bekræftet, at mine valg og tanker er okay. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg lever med en konstant dårlig samvittighed, og den koster mig mange bekymringer og kræfter.

 

Det er efterhånden mange konsultationer siden, at vi blev enige om, at jeg ikke længere var depressiv, men alligevel havde jeg tænkt mig at holde fast på min psykolog, fordi det gav mig tryghed og anerkendelse. De valg, jeg har truffet for mig selv det sidste halve år, har været det absolut bedste for mig. Det er noget, jeg kan sige med hånden på hjertet og med ro i sindet. Lige indtil, at jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed eller forestillingen om, hvordan det havde været at leve et ‘normalt’ liv. Den dårlige samvittighed kan jeg føle fysisk i min krop. Jeg stresser, og jeg får ondt i maven. Den kommer af, at jeg altid har været en ‘pleaser’. Det er alt afgørende at folk omkring mig har det godt, og hvis ikke, at det er sådan, så finder jeg en måde at skyde skylden på mig selv.

 

Tankerne kan starte i det små:

“Åh, de har det ikke godt. Hvad mon der trykker?”

“Har jeg sagt noget, der har gjort det værre?”

“Er min reaktion for voldsom?”

“Gav jeg for en for stor tilbagemelding eller for mange råd?”

“De synes sikkert, at jeg er for meget.”

“De gider mig ikke.”

“Jeg er ikke god nok.”

 

Det er altid den samme tanke, jeg ender med: Jeg er ikke god nok. Og den kan jeg ikke slippe, for det er noget, der er fuldstændig inkorporeret i min identitet. Den er så let at falde tilbage på, for den tanke har jeg levet med siden, at jeg var en meget lille pige. Med et ønske om, at der er nogen, der fortæller mig det modsatte.

Eller nej. For hvis der er nogen, der gør, så kan jeg ikke tro på det. Jeg skal føle det helt ind i knoglerne. Og hvordan gør man det? Det gør man ikke.. Det er skruen uden ende. Kan I forestille jer at være min pårørende? 

 

Jeg er en pleaser, og det vil jeg altid være. En del af mig er stolt af, at jeg har så stort et hjerte, og at jeg altid sætter mig selv til side. Jeg vil gå igennem ild og vand for dem, jeg elsker – uanset, hvad det koster mig. Det samme gælder faktisk også folk, jeg ikke nærer de helt store følelser for.

 

Den anden del af mig er efterhånden klar over, at det kan koste dyrt altid at sætte alle andre først, for det lærer dem, at du altid kommer sidst.

 

Dermed sagt: Selvom jeg ikke lever med en depression mere, så har jeg stadig meget at arbejde med. Og det var jeg så tryg ved. For jeg havde et stærkt hold i ryggen.. Men nu er ‘holdet’ amputeret. Den bedste spiller er fjernet. Nemlig min psykolog.. Min sidste konsultation hos min psykolog var den sidste. Noget, jeg nok godt vidste, men som jeg forsøgte at udskyde. Beskeden var meget klar: “Malene, du er noget så utroligt langt. Du kan godt selv, og derfor skal du selv.” Lidt ala dét, jeg fortæller Alma, når jeg ønsker, at hun selv skal tage sko på. Af grunden, at hun skal lære at stå på egne ben. Det samme skal jeg. Nu.

Og selvom det er dét, jeg virkelig hele tiden har ønsket, så føltes det for et øjeblik utrygt, grænseoverskridende og ensomt. Nu er det én dag siden, og det føles det stadig sådan. Jeg skal lige lande i det hele. Jeg vidste, at jeg var nået langt. Bare ikke så langt. 

 

2 Comments

  • Sabrina

    Kære Malene.
    Jeg elsker at følge med på din blog. Jeg synes det er super sejt det du gør og det viser bare at du er en stærkt kvinde.
    Jeg kender godt ordet ‘pleaser’. Min kæreste igennem 2 1/2 år, som jeg elsker overalt på jorden, er selv en pleaser. Han gør alt for at andre skal have det godt. Han betragter sig selv i sidste række. For hvis alle andre ikke har det godt, så har han heller ikke selv. Det er både de mennesker han elsker, men også dem han ikke har relation til, men måske på en eller anden måde har et forhold til via hans arbejde. Og man skal altså huske at tænke på sig selv engang imellem og glemme de andre. Det er okay!. Og ja, det kan være f…… svært, men en meget stor hjælp for ham har været en ‘PYT KNAP’. Jeg har selv set dem i wallsticker eller som en skumpude. Og nogle gange så hjælper det bare at slå til den og råbe ‘PYT’. Pyt pyt pyt.
    Selvom jeg ikke kender dig personligt, er jeg stensikker på, at du har masser af familie og venner der elsker dig og tager dig for den du er. Og de vil sq selv sige pyt til tingene.
    Endnu engang du er pisse sej og ville ønske at jeg kendte dig personligt.
    Keep Up the good work!!
    Hilsen Sabrina
    Ps: jeg elsker din væg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *