Mælkebøttebarn

Overfuset af et traume

I burde næsten se, hvor mange kladder, jeg har liggende med blogindlæg som dette, men som jeg ikke har kunne udgive. Det har noget at gøre med, at jeg føler en kæmpe frygt for at sige tingene højt. Det har også noget at gøre med, at jeg ikke ønsker at gøre nogen ondt. Det er stadig et så stort tabu at tale om de emner, jeg berører, men jeg føler en pligt til at gøre det alligevel. Overfor mig selv i hvert fald, for selvom det ikke er rart, og selvom det for mange er “for meget”, så er det min historie. Dét,  der er sket er sket. Jeg bliver nødt til at kunne forholde mig til det, så jeg kan reagere – eller i hvert fald forstå, hvorfor min krop reagerer, når jeg bliver trukket tilbage i fortiden.

 


Jeg er heldigvis nået dertil, hvor jeg ikke selv ønsker at bruge tiden på at gå tilbage. Der har jeg været. Jeg havde brug for at gennemgå scenarierne igen og igen. Først, fordi jeg så gerne ville forstå, hvad det skyldtes. Senere, fordi jeg så gerne ville sætte det på plads på nogle hylder for at komme videre. Nu forsøger jeg bare “at være” – og det er noget af en opgave. Jeg er dog også nødt til at kunne leve med, at jeg kan støde ind i noget, der sender mig fluks tilbage i fortiden og de traumer, der har fulgt med.

 

 

Og det skete i går. Midt i et legeland. 

Jeg mødte en af de voksne, som jeg vil betegne som værende en af nøglepersoner, som jeg havde i mit liv dengang. Det er svært at skrive. Jeg forsøger at holde det kort og nøgternt, fordi der helt klart er nogen, der kendte mig dengang, der læser med, og jeg vil ikke udlevere ham. Han var så tæt på mig, at han kunne have været en bonusfar for mig. Han var der altid for mig og en masse andre. Han klarede en masse praktisk for min mor, såsom at fragte os til og fra karate osv.

 


Historien bag

 

Jeg trænede rigtig meget karate dengang. Vi boede mere eller mindre i karateklubben, og det var et fedt sted at være. Jeg fik ligesom en ekstra familie og en masse venner og veninder. Nå ja, og så var jeg faktisk også rigtig god til karate, så det var bare fedt at være i. Jeg var der fra ca. 6 års alderen til, at jeg var 12-13 år. Jeg fik mit sorte bælte tidligt, og det havde hele tiden været målet. Og da det mål var indfriet, så delte jeg ikke længere min mors entusiasme for karate på samme måde.

Jeg gad ikke rigtig at træne karate mere, men da det var her min mor og søster var – og dét, at jeg også var blevet en del af den her store familie, så var det svært bare at forlade. Jeg dansede også på dette tidspunkt, også her på eliteplan – og det var mere den vej, jeg ville gå, fordi det gav mig meget mere på daværende tidspunkt. Jeg følte mig glad og fri, når jeg dansede. Da jeg tog snakken med min mor om at stoppe til karate, der malede hun et klart billede af, at hvis jeg stoppede, så ville jeg miste alt. Mine venner, min “familie” – altså, størstedelen af mit liv. Jeg tror, at hun mente mig det godt, da jeg også blev mobbet i skolen, og jeg derfor havde en ekstra mulighed for at være vellidt her i stedet. Af samme grund meldte jeg mig ikke ud.

 

Der skete en masse ting i den her periode. Min mor og jeg havde flere gange været oppe og toppes, og hun bad mig flytte ud til min far – hvilket jeg gjorde. Der ligger så meget mere til denne periode, men det må blive en anden gang.

 

Overgrebbet

Det var en aften, der bød på karate. Min mor var instruktør på holdet. Jeg husker ikke så meget fra timen, andet end at min mor sender mig uden for døren, fordi hun ikke synes, at jeg opfører mig ordentligt. Altså – lidt ala. en skolelærer, der gør det med en elev. Her er vi bare mor og datter – og foran en masse af mine og hendes venner. Jeg var vel 13 år, og jeg fandt mig forudrettet. Det var vildt pinligt. Jeg blev beordret ud på en “skammebænk” lige udenfor den dojo, vi trænede i. Hun var rasende, og når min mor var rasende, så adlyder man bare. Selvom jeg havde lyst til at skride, så kunne jeg ikke. Jeg frygtede, at konsekvenserne ville blive endnu værre.

Da timen er slut tager min mor mig med op på kontoret. Et kontor med glasvægge ud til et fællesareal, hvor dele af “min familie”, altså voksne mennesker altid sad og sludrede over en kop kaffe. Hun låser døren. Vi sidder på hver vores side af et stort skrivebord, og der er ild i hendes øjne. Jeg forsøger at forklare min frustration, og i dét, får jeg brugt et bandeord. Det skal man ikke gøre foran min mor. Jeg undskyldte og forsøgte endnu engang at tale fra min side af sagen, men det var ikke muligt. Jeg fik bandet endnu engang, og fra det husker jeg kun, at min mor flyver op af stolen, trasker rundt om det store bord og flår mig med ind i det bagvedliggende mødelokale. Alt går uendeligt stærkt. Jeg husker ikke andet, end at hun vælter mig bagover i en stol, så jeg lander hårdt med baghovedet, og jeg skriger. Af frygt. Af smerte.

Jeg husker kun, at jeg løber ud i kontoret, låser døren op og løber forbi de personer, der sidder uden for døren, der sidder fuldstændig handlingslammet. Jeg løber ned i omklædningsrummet, hvor jeg møder min veninde, der naturligvis bliver forskrækket. Det viser sig nemlig, at jeg har blod i hele ansigtet, fordi min mor har kradset mig så hårdt i hendes vrede. Ikke engang det har jeg bemærket, før jeg ser mig i et spejl.

 

Jeg får fat i min far og beder ham om at hente mig. Han havde godt nok drukket, men han forsøgte virkelig at forstå, hvad der lige var sket. Han henter mig hjem, og vi snakker om det. Det eneste, der bliver konkluderet er, at vi holder det for os selv. Til bedsteforældrene og lign. bliver historien, at mine sår i ansigtet kommer fra karate, og det er ligesom det.

 

Dagene efter skal jeg i skole. Der møder jeg op og bliver mødt af sjove kommentarer ala.: “Hvorfor har du ikke vasket kødsovsen af hovedet?”. Jeg husker ikke, hvordan jeg reagerede. Nok bare grinende. Da jeg så træder ind i klasselokalet, og undervisningen skal starte, så har vi fået to nye praktikanter, der i en periode skulle overtage for vores klasselærer, og den ene spørger mig, hvad jeg har lavet ved mit ansigt, hvortil jeg svarer: “Det er min mor..”

Hans svar: “Nej, haha. Jeg mener det. Hvad har du lavet?”

Jeg svarede endnu engang: “Det er min mor..” 

 

Derfra skete der ingenting.

 

 


 

 

Der skete ingenting. Virkelig ingenting. Jeg havde ingen at tale med det om, for det var aldrig sket. Selv de voksne mennesker, der så det med deres egne øjne sagde eller gjorde aldrig noget. Heller ikke de voksne mennesker, som jeg forsøgte at fortælle det til.

 

Og så møder jeg ham her i legelandet. Alt i mig får lyst til at give ham en krammer af savn. Men jeg kan ikke. I stedet gemmer jeg mig bag mine børn. Jeg ved ikke hvorfor. Måske i frygt for, at han vil lade som ingenting. Det ville jeg ikke kunne bære. Her står en nøgleperson, der kan understøtte hele min historie, som har været vidne til en episode, men som ikke kunne reagere. Fordi han var venner med min mor. Jeg er ikke sur eller indebrændt. Jeg ville bare sådan ønske, at der var en af de voksne, der ville kigge mig i øjnene og sige: “Vi så det. Vi hørte det. Det var ikke i orden.” 

Tavsheden har været en af grundene til min usikkerhed igennem hele mit voksenliv.

 


Jeg ved ikke, hvordan jeg skal afslutte her. Jeg havde bare brug for at fortælle lige denne historie. Jeg aner ikke, hvad jeg føler. Jo, jeg føler mig lille og sårbar. Lige nu. Om lidt er jeg stærk igen. Det er min hverdag. Rutchebaneturen.

 

Det her er bare et klassisk eksempel på, at jeg nok aldrig kan komme til at slippe for fortiden og de mén, den har ført med sig.

 

 


 

 

6 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.