Mælkebøttebarn

Når glæde og sorg går hånd i hånd

Jeg har forsøgt at sætte ord på det her mange gange, men det er ikke lykkedes mig. Indtil videre har jeg 8 andre kladder liggende, men fælles for dem er, at de starter i Øst og slutter i Vest. Der er alt for mange følelser, alt for mange traumer og alt for meget glæde og sorg til, at jeg kan holde mig på sporet… Nu prøver jeg alligevel. Jeg vil så gerne sætte ord på den sorg, der overvælder mig i takt med dagene til jul bliver færre.

 


 

Julen er meget ambivalent for mig

 

På den ene side står jeg som mor til to små børn,

der enten lige har – eller skal til at opdage julens magi. Små børn og jul er bare et godt match, og det smitter. Dét, at de ikke kan vente med at stå op om morgenen for at se, om Nissen nu har været der. Dét, at se deres glæde ved at åbne eller se en julekalender. Dét, at se dem glæde sig til at danse rundt om juletræet. Dét, at se, at de laver en gave for at glæde en anden. Jeg kunne blive ved…

 

På den anden side står jeg som mælkebøttebarnet.

Dårlig samvittighed, sorg og magtesløshed er nok de tre ord, der beskriver det bedst. Den dårlige samvittighed kommer snigende et par gange om dagen. Sorgen hænger over mit hoved hele tiden mere eller mindre, og jeg ender med at føle mig magtesløs. Handlingslammet. En blanding mellem at føle sig “stor”, fordi jeg har truffet en beslutning om at ville ligge fortiden bag mig – koste, hvad det vil – og samtidig føle mig “lille”, fordi jeg nok inderst inde stadig ikke har forstået, hvordan jeg reelt set gør det i praksis.

 

 


 

Det er halvanden år siden, at jeg traf min livs sværeste beslutning, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg har gjort det rigtige for mig og min personlige udvikling, så er jeg splittet. Det er hårdt. Det gør ondt. For hvem vil ikke gerne have sin mor i sit liv? Mange mister deres forældre for tidligt, og det er ikke engang min situation. Jeg har taget et aktivt valg om at skære hende fra.

 


 

Så.. Kan jeg overhovedet tillade mig at føle sorg? 

Ja, den tanke kæmper jeg lidt med. Jeg er heldigvis forskånet fra at have mistet nogen, som jeg har haft rigtig tæt på mig. Jeg har mistet min mormor, men hun havde været syg igennem lang tid, og det virkede på mange måder, som den naturlige og mest fredsfyldte vej for hende at gå. Jeg ved ikke, hvordan det må være at miste en, som man har rigtig kær. Jeg kan kun gisne.

 

Jeg kender efterhånden (og desværre) en del, der har mistet deres forældre alt for tidligt, og jeg kan se og høre på dem, at julen bl.a. også er en af de hårde højtider, for savnet opstår og dét, at blive mindet om, at der mangler én omkring bordet juleaften. Jeg kan ikke engang holde ud at tænke på, hvor ondt, at det må gøre. Jeg får fysisk ondt i maven over, at det kan selvfølgelig også kan ske for mig. Ubærligt må være ordet, jeg leder efter.

 

Det er faktisk også min respekt for disse mennesker, der gør det svært for mig at stå ved min egen sorg. Jeg vil ikke træde nogen over tæerne eller tage noget fra nogen. 


For jeg bærer også på en sorg.
Jeg ved ikke, om den er større eller mindre end andres, og jeg er ikke interesseret i at vægte og veje om, hvem der har det sværest, fordi det har jeg slet hverken lyst eller viden nok til. Det eneste, jeg ved er, at jeg også bærer på en sorg, og den er overvældende.

Noget af det, der også gør det svært at skrive er, at jeg er så bange for, at jeg skal til at godtgøre eller stå til regnskab for, at jeg selv er skyld i at stå med min sorg. Jeg vil ikke kunne bære at høre på, at jeg selv har valgt at stå i min situation. Selvom, at jeg har taget et aktivt valg at skære en “nøgleperson” ud af mit liv, så føler jeg det ikke selvvalgt. Jeg føler ikke, at jeg fik en mulighed. Det var en nødvendighed for min glæde og mit liv. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, men det ændrer ikke på noget. Det ændrer ikke på, at jeg også mangler én rundt om julebordet.

 

Jeg synes virkelig, at det er svært at navigere rundt med den store glæde, jeg føler og ser – og den sorg, som jeg desværre ligeså tydeligt kan føle og se. Heldigvis har jeg et fantastisk bagland, der griber mig, når jeg falder, hvad end vi taler familie, venner, arbejdsplads eller coach. Jeg er meget taknemmelig midt i min melankoli.

 


Jeg kan ikke sætte så mange flere ord på lige nu, for det er der, det stikker af. Det må komme i etaper. Jeg sidder med et hav af følelser, minder og traumer – og jeg kan ikke være i det. Det er noget med vrede.. Det er desværre også noget med misundelse, og dét, at have forestillinger.


 

Tak, fordi du læste med.

Om ikke andet, så vil jeg gerne ønske dig en glædelig jul.

3 Comments

  • Trine

    Kære Malene.

    Også den bedste jul til dig, trods det livet byder os på godt og ondt. Jeg kender også til de svære følelser her i julen.
    Heldigvis venter de gode dage på os, hvor vi fyldes af lykke over mange selvvalgte ting.
    Al kærlighed til dig

  • Trine

    Jeg har aktivt valgt min søster fra – hun gjorde absolut intet gavnligt for mig, og på daværende tidspunkt havde hele familien brudt med hende. Der gik ca 1/2 år før jeg opdagede jeg reelt var i sorg over at have mistet min søster – for som du siger; selvom det er et aktivt valg man træffer, så er det et nødvendigt valg for en selv og for ens helbred. Sådan er det. Men det er fandme hårdt og en helt ægte sorg over at have mistet man kæmper med god jul til dig og dine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.