Depression

Når ens verden falder fra hinanden

Lammelse. Angst. Udmattelse. Det er selvfølgelig bare stikord, men for mig er det de ord, der beskriver den følelsesmæssige eksplosion, der foregik (og desværre stadig foregår) inde i min krop. En eksplosion, der vendte mit liv på hovedet. Ikke en eksplosion som et kanonslag, der bliver smidt. Mere som en atombombe. Fuldstændig udslettende.

Det var lige præcis sådan, jeg vågnede op for en måned siden. Jeg kunne ingenting. Og hvad gør man så? Det er jo desværre ikke sådan, at fordi ens egen verden går i stå, at det så også gælder for alle andre. Slet ikke for et spædbarn, der er så inderligt afhængig af sin mor.

Jeg ved ikke, om det var mest heldigt for Luna eller for mig, men hun sov heldigvis en rigtig god lur lige der, og Alma var afleveret i vuggestue.

Jeg fik ringet Ross hjem, og han fandt mig i sengen. Sammenkrøllet. Hulkende. Færdig. Han fik mig til at falde til ro, men det hele faldt hurtigt fra hinanden igen, da spørgsmålene kom ud af hans mund: Hvorfor var jeg ked af det? Og hvorfor kunne jeg ikke bare fortælle ham det?  Pas.

Jeg kender mig selv godt, rigtig godt. Jeg er helt klar over, hvor min grænse er, og hvordan jeg bedst muligt undgår at krydse den. Jeg har mange gange stået i svære situationer, og jeg har selv fundet ud af at takle dem. Sådan har mit liv altid været. Ligeså længe jeg kan huske tilbage.

Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg på ingen måde kunne  finde ud af at håndtere mine følelser. Jeg havde det så psykisk svært, at jeg fik fysiske problemer. Hjertebanken. Svedeture. Åndenød. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg sagde til Ross, at det var alvorligt, og jeg havde brug for hjælp. Nu! Og hvor er jeg dog heldig at dele mit liv med en mand, der er forstående og som tager mig dybt seriøst.

Jeg fik en tid hos min læge samme dag, og som jeg godt selv vidste, så var dommen, at jeg var ramt af en depression. Jeg skulle herfra kontakte sundhedsplejersken i forhold til Luna og en psykolog. Processen med at skulle ringe og fortælle om sin situation var det hårdeste. Det vil jeg forsøge at uddybe i en andet indlæg.

I første omgang sagde jeg nej tak til medicin, men det fortrød jeg hurtigt, da min hverdag slet ikke var til at komme igennem, og selvom jeg havde fået en diagnose, så ændrede det ikke på, at jeg er beriget med to skønne børn, der hverken kan eller skal tage hensyn til deres mor.

Og nu står jeg her i dag. Jeg er ikke ovenpå, overhovedet. Jeg er i klar bedring og det er til dels på grund af psykolog og medicin. Læs min blogindlæg om lykkepillernes virkning for at høre mere om den sag. Jeg lever en helt normal hverdag, men det ville jeg ikke kunne klare uden mine ‘lykkepiller’, som det ser ud pt.

Jeg har det stærkeste hold omkring mig, hvor venner er familie og alle kort er lagt på bordet. Det er de selvsamme mennesker, der har opfordret til denne blog, og selvom det er pisse svært at skrive, så er det rart at få sat ord på.

 


 

Har du nogen spørgsmål eller andet på hjertet? Benyt dig endelig af kommentarfeltet.

Tak, fordi du læste med.

9 Comments

  • Nicoline Hansen

    》smukke… du er så sej, at du tør træde ud af mængden og være ærlig! Jeg har selv en depression og ved om alle, hvordan livet med et lille barn, en mand og en hverdag er i sådan situation! Ja, for det er ikke en dans på roser hver dag. Stort tillykke med din blog – jeg glæder mig til at følge med. Kæmpe herfra ♡

    • Malene Rosgaard

      Tak for de søde ord, søde Nicoline. Jeg er virkelig ked af at høre, at du også selv kæmper med en depression. Det er en forfærdelig sygdom, og jeg håber, at der er hånd om dig, så du også snart får det bedre. Det fortjener du!

      ♡ – Malene

  • Louise Skafte

    Kæreste Malene ❤️
    Jeg er virkelig ked af at læse, at du kæmper mod depressionen.
    Men du er ikke alene!. Jeg har selv kæmpet med depressioner on og off, siden jeg fik min store dreng for 7 år siden.
    Du er altid velkommen til at skrive hvis du har brug for at snakke med en der forstår følelserne, for tro mig jeg ved hvor invaderende det føles at det nærmest kommer og ‘overtager’ ens liv.
    – Derudover syntes jeg at du er mega sej og stå frem med det. Det kræver sku nosser.
    #brydtabuet
    Kæmpe knus herfra

    • Malene Rosgaard

      Hvor er du sej, at du klarer alting så godt! Respekt til dig, din smukke kvinde.

      Det er så ubeskrivelig en følelse, som jeg ikke engang ønsker for min værste fjende.

      Tusind tak! Knus tilbage.

      ♡ – Malene

  • Karina

    Hej Malene,

    Jeg synes det er så fedt, og utroligt stort af dig at stå frem med dette. Jeg har jo kendt dig fra sidelinjen, fra da vi tog 1 år på HF sammen, og ligesom dengang, synes jeg du er super sej. Jeg måtte selv stoppe på HF dengang, fordi jeg fik voldsomme angstanfald, og til sidst også fik det i klasse lokalet. Jeg snakkede heller ikke specielt meget om det dengang, men nu hvor jeg har fået det bedre, har jeg ikke så meget imod at fortælle folk om det. Jeg er ikke længere på angst/depressions medicin, og kan nu bo for mig selv igen. Selvom jeg til tider får nogle tilbagefald, har jeg det i den grad bedre. Venner og familie der støtter en er guld værd. Min hun kat Nala, hjalp mig også en hel del, det er hendes skyld at jeg efter et par år på medicin kunne stoppe igen. Nu kan jeg se, at det ikke er noget at skamme sig over, og selvom jeg ved det er nemmere sagt end gjort, så synes jeg virkelig ikke du skal skamme dig over det. For det kan ramme selv den bedste, og til trods for dette, kan man jo tydeligt se hvor fantastisk en mor og kone du alligevel og stadig er. Du gør et fantastisk stykke arbejde, fortsæt med det og jeg ved at du vil komme langt. Selvom det måske ikke ser helt sådan ud for dig lige nu, er der lys for enden af tunnellen. Første skridt (og det sværeste) er at tage kampen op, og sige at det dælme ikke skal få en ned med nakken! Så thumbs up for dig, for du er fandeme sej!

    Mvh. Karina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *