Depression

Min hemmelighed

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er så svært for mig at skrive, men det er det. Jeg har vidst det i en uges tid, og selvom jeg er pissestolt af mig selv, så er det også svært at adskille sig fra. Jeg har en hemmelighed, og jeg skylder jer at dele den med jer.

 

Jeg går til psykolog engang om måneden, og det er der intet hemmeligt ved. Som jeg har skrevet mange gange før, så har jeg været skeptisk omkring det hele, men jeg skylder min psykolog en kæmpe tak. Og ja, en tak, for selvom jeg egentlig betaler hende for at høre på mig, så har hun formået at rykke mig, åbne mig og tage vare på mig selv. Og nu kan jeg med stolthed også sige at takket være hende (og selvfølgelig mit hold i ryggen og mig selv), at jeg ikke længere lever med depression. Jeg er fri for den diagnose og den sindstilstand!

Og hvorfor er det så svært at skrive? Jeg er jo så glad og lettet. Det er en lortediagnose, men det har samtidig været en del af mig i et halvt år, og jeg føler ikke, at jeg er færdig med min udvikling. Det kan blive meget bedre! Jeg har tænkt mig at blive ved med at gå hos min psykolog, for jeg vil aldrig nogensinde tilbage til den dag i januar. Jeg vil aldrig mere være styret af så grim en diagnose, og jeg vil aldrig nogensinde igennem det forløb igen. Selvom det har gjort mig bedre, end den jeg var. Det hele er ambivalent. Jeg har måske svært ved at frigøre mig fra diagnosen, fordi det har været en del af vores dagligdag og også min undskyldning for at tænke og agere, som jeg nu engang har gjort.

 

Nu skal jeg til at acceptere, at det bare er mine følelser, at de faktisk er reelle, og jeg ikke længere kan gemme mig bag diagnosen.

 

Fri for diagnose og fri for lykkepillerne. Det har jeg faktisk været et godt stykke tid. Jeg tog en kold tyrker, og det er IKKE måden at gøre det på. Det vil jeg uddybe på et senere blogindlæg, for hold da op, et show! Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har ikke holdt det hemmeligt for jer, fordi jeg har ønsket at lyve. Jeg har holdt det hemmeligt, fordi det var en beslutning, jeg tog for mig selv, og som jeg ikke vidste om, jeg kunne holde. Og derfor var det for min egen skyld, at jeg har holdt de kort tæt ind på kroppen. Jeg ville ikke skuffe mig selv og føle et ansvar om at skulle skrive om det, hvis ikke jeg kunne klare den uden. Men det kunne jeg! Sådan mere eller mindre, og jeg glæder mig til at få sat ord på det hele.

 

HVAD SÅ NU?

Min blog hedder jo ‘Lykkepiller og lortebleer’ og derfor har jeg tænkt længe over, om jeg skulle sætte det sidste punktum og lade bloggen stå. Men fandme nej! For jeg har så meget mere at skrive om depressionen og om tankerne, livet og dagligdagen med den. Faktisk så meget, at jeg ville kunne skrive flere indlæg om dagen – hvis bare tiden var til det. Lortebleerne og dem, der leverer dem, tager det meste af min tid, og sådan er det bare. For det er sådan, at det skal være. Det vil jeg aldrig undskylde for, men jeg lover jer, at der er en masse godt på vej.

 

Jeg er 100% sikker på, at en masse af jer falder fra nu, og det accepterer jeg fuldt ud. Jeg er bare så beæret over, at I har fuldt med så længe.

Til jer, der fortsat vil læse med: TAK! Jeg er så stolt.

 

 

 

4 Comments

  • Sabrina

    Sådan! Godt kæmpet og stort tillykke med at nå så langt. Jeg bliver ved med at følge dig ❤️

  • Maria

    Jeg synes simpelthen at det er så fantastisk at du er åben omkring et emne som depression og alt hvad der følger med den!
    Jeg har selv været ramt, men takket være den samme fantastiske psykolog er jeg også kommet ovenpå igen!
    Jeg kan virkelig relatere til nogle af de ting du skriver og synes det er rart at jeg ikke er alene

    • Malene

      Fantastisk!!
      Det er simpelthen utroligt, hvor meget en god psykolog kan gøre!

      Jeg er så glad for, at du følger med! Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *