Mælkebøttebarn

Lykkelig med lykkepiller?

Jeg havde aldrig forestillet mig, hvor svært det ville være at gøre noget godt for mig selv. Det er rigtig svært for mig at stille mig forrest i køen, fordi jeg altid har sat mig selv bagerst. Jeg har aldrig set mig og min lykke som noget, der skulle trumfes igennem. Altså.. Før nu! Jeg har på ingen måder intentioner om at stoppe uanset hvem eller hvad, det vil koste mig. For selvom det er svært, gør pisseondt og er ukomfortabelt, så er jeg et skridt nærmere på lykken for hver dag, der går. Og det er på ingen måder lykkepillernes fortjeneste. Det er min!

 

Og er jeg så lykkelig nu? Det tror jeg nok, at jeg er til tider. Ligesom jeg også er dybt ulykkelig på andre tidspunkter. Jeg er realist, og det ville være dybt naivt at tro, at man kan gå rundt og være lykkelig hele tiden. Det er slet ikke min plan. Jeg vil bare gerne kunne nyde det, i stedet for at gå rundt med tankerne: ‘Hvornår vender det så igen?’ – ‘Jeg har ikke fortjent det’ – ‘Der er noget galt!’ Jeg vil gerne finde ro, og endnu vigtigere er nok, at jeg gerne vil føle mig hjemme i følelsen. Jeg vil gerne tro på, at jeg fortjener at være lykkelig. Og selvom det kan virke sort for dig, så er det hverdagen for mig.

 

Lad os tage et eksempel. Dengang jeg mødte Ronni, så kan jeg huske, at jeg tænkte: ‘Så heldig har jeg ikke lov at være’. Jeg søgte allerede efter skandaler, før vi havde besluttet os for at være kærester. Da vi så blev kærester og senere blev gravide med vores første ønskebarn, så kan jeg huske, at jeg havde tanken om, at der var noget, der ville gå galt. For hvem ville for det første vælge at få et barn med mig? Og for det andet, hvordan skulle der gro noget sundt inde i mig? Til hver eneste scanning afventede jeg beskeden om, at der var noget galt. Sandheden var bare (heldigvis) noget andet. Vores ønskebarn voksede sig stor og sund. Da fødslen kom tættere på kom bekymringen om babyen så var blind eller døv, eller faktisk ville dø under fødslen. Behøver jeg at understrege, at jeg ikke kunne nyde min graviditet til fulde, selvom den var fuldstændig ukompliceret?

 

Det kræver ikke stor logik at komme med den konklusion,  at jeg spolerede min egen lykke. Hvor er det dog irriterende at vide. Det er direkte åndssvagt! Især fordi, jeg ikke kunne gøre noget som helst ved det. Jeg havde ikke redskaberne til at hvile i situationen, og det har jeg nu. Ikke, at jeg kan finde ud af at bruge dem endnu, men det er da en start og et skridt i den rigtige retning. TTT – Ting tager tid, skrev Piet Hein, og det ved jeg. Jeg er bare så utålmodig og mest af alt pissetræt af det.

 

Når alt kommer til alt, så er resultatet for nu, at jeg lever i en mere balanceret hverdag, hvor jeg ikke har de store udsving. Jeg kan være den mor for mine børn, som jeg vil være, og jeg kan begynde at arbejde på mig selv. Det har måske været takket være lykkepillerne, men jeg holder nu på, at jeg er ved at finde min rette hylde. Jeg føler mig mere følsom end nogensinde før og samtidig stærkere end nogensinde. Og det bedste af det hele: Jeg er ikke engang begyndt endnu! Det kan kun ende godt! En skønne dag, altså.

 

For nu, der nyder jeg de gode dage. På de dårligere dage bekæmper jeg stadig dæmonerne, der lever inde i min hjerne. Jeg har stadig lang vej igen, men jeg har troen på, at jeg er på rette vej. Jeg skal arbejde med at sætte mig selv forrest, slippe pleaser-rollen, og så skal jeg arbejde med min evigt dårlige samvittighed. Nemt?! Nej, men i det mindste er jeg ikke længere opgivende. Nu er jeg løsningsorienteret. Jeg tror på det! Og for hvad det er værd, så er det et stort skridt for mig.

 

 

P.S. Lige nu kan du vinde 2.000 kr til Moodings.com! GODE VINDERCHANCER! Deltag her.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.