Mælkebøttebarn

Kære dagbog

Normalt skal der utroligt meget til at gøre mig mundlam, men når emnet er forholdet til min mor, så lukker min hjerne ned, og jeg bliver tom for ord. Jeg har indtil videre skrevet 4 indlæg i løbet de sidste par måneder, men jeg kan ikke få mig selv til at udgive dem, fordi jeg ikke føler, at mine ord er fyldestgørende nok til at forklare mig ordentligt, og så er der den faktor, at jeg ikke ønsker at udlevere eller såre hende mere end, at jeg har gjort i forvejen.

I dag er ingen undtagelse. Det er skide svært. Hun har fødselsdag, og hvad gør man så, når det sidste man kommunikerede ud var, at hun ikke skulle være en del af mit liv? Hvordan passer en lykkeønskning ind i den sammenhæng? ‘Tillykke, mor!‘ virker flabet og overfladisk, mens ingen besked virker uopdragent og stikker til min dårlige samvittighed.

 

Hvis du sidder med tanken om, hvordan det kan være så svært at sende noget så simpelt som en fødselsdagshilsen til kvinden, der har båret dig og givet dig livets gave, så forstår jeg dig godt, og så er dette indlæg ikke til dig og din fordel. Selv min elskede mand kan ikke sætte sig ind i det på trods af, at han både har oplevet hende og fulgt vores forhold hele vejen. Dermed ikke sagt, at han ikke støtter mig, men når alt kommer til alt, så er det mig, der bærer minderne, følelserne og sorgen. Og hvordan skal du eller han forstå noget, som er så forskellig fra den verden og de omgivelser, som han er opvokset i?

 

Jeg har overvejet situationen lige siden, at jeg stod op i morges. Jeg har vidst, at dagen kom og jeg havde egentlig gjort mig tanker om, at jeg ‘bare’ ville sende hende en besked og et billede af vores piger. Det viste sig ikke at være så simpelt alligevel. Jeg har været igennem hele møllen af følelser på bare 12 timer. Jeg har haft dårlig samvittighed, følt skam, været ulykkelig, irriteret, rasende, ked af det, skuffet, fortvivlet, usikker og jeg har følt mig alene og misforstået. 

Jeg har søgt sparring hos mine nærmeste og endda på Instagram, fordi jeg virkelig ikke har kunne finde hoved og hale i det hele. Hvis jeg skal se sort og hvidt på situationen, så er sagen enkel. Jeg har skåret hende fra, og dermed skal jeg heller ikke skrive til hende på hendes fødselsdag. Problemet er bare, at situationen ikke er sort og hvid. Den er fyldt med alle farvekoderne i farveregistret, for det er min MOR. Jeg har fået så mange opbakkende beskeder, og det har uden tvivl delt vandene.

 

  • Lidt under halvdelen (deriblandt også min mand) mente, at jeg skulle skrive hende en besked, fordi det er det, der er normen på mærkedage, og så er det ligesom gjort og overstået. Simpelt, men samtidig kan det også virke som et signal om, at hun skal ind i mit liv igen, og jeg har ikke lyst til at skulle formulere sådan en besked igen, hverken for hende eller min egen skyld.
  • Lidt over halvdelen mente, at jeg skulle lade være. Det er en dør, jeg har valgt at lukke, fordi der ikke kom noget godt ud af den. Jeg gjorde det for at passe på mig selv, og jeg skal ikke gamble med det nogensinde igen, blot pga. dårlig samvittighed.

 

Jeg blev kun endnu mere forvirret, og jeg er simpelthen så priviligeret, at jeg har verdens skønneste psykolog, der pressede mig ind og skubbede sin middagsaftale for at svare på mit spørgsmål:

Skal jeg skrive eller lade være?

 

Hun gav mig ret i min påstand. Jeg har jo skåret hende fra, og hvorfor skal jeg så sende beskeder til hende? Det er jo stik imod mit valg om at frigøre mig fra hende.

Men så er der min evigt dårlige samvittighed….. Og det her handler jo i bund og grund om mig og min udvikling.. Og jeg har ikke kræfter eller overskud til at gå og have ondt i maven. Derfor blev vi enige om at sende en besked, hvor ordet ‘TILLYKKE’ indgik i sammenhæng med forklaringen om, at  det ikke ændrer på vores situation. Og den sendte jeg. Med en video af pigerne.

 

Og nu sidder jeg på et mørkt børneværelse og tænker:

Hvad er det lige for en lykkeønskning? Kunne jeg så ikke ligeså godt have ladet være?

 


 

Hvad havde du gjort? Jeg vil virkelig gerne vide det!

Brug kommentarfeltet!

 

12 Comments

  • Anne

    Vi står selv i en situation i min familie med et medlem der er skåret fra. Min mormor. En kvinde der engang var min bedste ven, og selvfølgelig min mors MOR. Og dilemmaet, følelserne og fortvivlelsen kan jeg/vi sagtens sætte os ind i. Jeg tog valget om at skærer hende fra som den første i min familie. Det er et par år siden nu, og noget af det sværeste jeg nogen sinde har gjort i mit (nu) 21 årlige liv. Men det er også noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.
    Jeg ville dog ønske at jeg kunne få mig selv til at skrive en besked til hende. At jeg var stærk og modig nok! Så mange fødselsdage, juleaftener og andre begivenheder hvor der ikke er blevet udvekslet et ord. Selv beskeden om at hun skal være oldemor om 8 uger ved hun ikke endnu, men frygten for hendes reaktion har simpelthen været for stor.

    Det skal lige siges at hun har psykiske problemer, samt er syg, så der er en evig problematik om hvad der er hende, hvad der er hendes sygdom og hvordan det hele skal tackles.

  • Peter

    Kære Malene

    Jeg synes det var godt du fik det gjort – fordi du gjorde det fordi det du ville.

    Og her skal du tænke på dig selv. Det var godt for DIG at du fik sendt den besked og det var det der føltes rigtigst for DIG!

    Derfor er alt lige præcis som det skal være! 🙂

    Ps. Du er supersej!

  • Malene

    Jeg er så ked af, at du står i en lignede situation, men hvor er det godt, at du ikke står i sitationen alene, men faktisk kan hente støtte.

    Min beslutning og min besked blev taget og skrevet efter, at jeg var blevet presset nok. Ikke af mod, men af arrigskab.

    Hvis jeg havde været modig, så havde jeg sfgjort sagen for lang tid siden.

  • Malene

    Tusind tak for støtten! Det er simpelthen et show og det er så følelsesladet! Tak!!!

  • Julie

    Kære Malene

    Du den super sej, at dele dine inderste følelser med alle os.

    Jeg vil blot spørger, hvad er der dog sket, siden du har valgt at cutte hende fra?
    Jeg står lidt i samme situation, dog med min søster.

    Håber du får en dejlig aften!

  • Natasha

    Malene din over dejlige kvinde, du fik sagt tillykke og uden at kende dig så tror jeg at det er den person du er, det dig, du vil ik være uopdragen og trods du har meldt ud du ikke kan mere så har du brug for stadig at være menneske og det gjorde du idag! Du fandt mellem vejen og kan sagtens forstå du kan virke pissw forvirrende men vær stolt af du er dig og det nu er overstået!

    Selvfølgelig vil hun nok bli ked – men på den gode måde, hvis jeg var hende ville jeg bare bli glad ❤️ Og det hpber jeg hun blev netop idag!
    Du så pisse sej mus!

  • Ida

    Søde seje Malene! Jeg kender det SÅ godt! Det er virkelig hårdt når en man burde have tæt ikke på livet ikke er det.

    Jeg har ikke set min far i 4 år nu… det har været en lang lang process, siden jeg var teenager, frem og tilbage og har set ham flere gange i perioder – også på grund af dårlig samvittighed – for han er jo min far! Men hver gang det samme, jeg endte med at blive ked af det.

    Da jeg blev mor til Lærke ændrede alt sig for mig. En ting var at jeg ikke kunne finde en plads til ham i mit liv, men jeg kunne overhovedet ikke se ham i lærkes liv på nogen måde! Jeg valgte derfor at sende ham et brev hvor jeg forklarede mine følelser, helt ærligt hvordan han har såret mig igennem tiden… og så lukkede jeg døren bag mig… Det var så hårdt og jeg har grædt mange tårer men jeg er slet ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning! Jeg kunne ikke det der midt i mellem, jeg var nødt til at tage en beslutning om at lukke helt af. Jeg har lært af bitter erfaring at en far ( eller en mor… eller en farfar, farmor, mormor, morfar mm.) ikke er de mennesker vi deler blod med, det er de mennesker som er der for en, som står der når man har brug for det, dem som gider at ligge tid og kræfter i realationen og dem som acceptere DIG som den DU er!!

  • Malene

    Du forklarer det hele så godt! Det er lige præcis sådan, at jeg har det i forhold til mine piger.
    Jeg har alt for længe givet for meget af mig selv, så hun kunne få del i deres liv, men sandheden er, at det drev mig til vanvid og til sidst endte jeg i depressionen.

    Tusind tak for at dele din historie, det betyder så meget for mig!

  • Malene

    Ih, du er simpelthen så fantastisk, kvinde! Tusind tak.
    Din støtte har været så stor en hjælp! Tak!!

  • Malene

    Hurtigt fortalt, så har der været en masse fysisk og psykisk vold igennem hele mit liv.

  • Ingri Kristine

    Fine og sterke malene! Jeg syns du er supertøff! Jeg er dessverre i lik situasjon som deg. Jeg er en person som overanalyserer ting veldig så den magevondten kommer og det er ikke noe man orker gå med! Men jeg vet du gjorde det som var riktig for DEG, og hva du kan leve med å ha gjort uten det ene og det andre <3 så godt at psykologen hadde tid og hjalp deg med avgjørelsen. Jeg hadde nok gjort det samme som deg. Jeg er sikker på du gjorde det som var rett for deg.

  • Skalotteløg

    Jeg har stået i situationen mange gange. Det er 11 år siden, jeg sidst snakkede med min far. Hvert år gør det ondt, men heldigvis mindre og mindre med tiden. Ét år skrev jeg i en SMS til ham, at jeg altid ville elske ham. Da var det fem år siden, vi sidst havde haft kontakt. Jeg fik blot en tilbage om, at han også elskede mig.
    Den hånd, jeg rakte frem, blev pænt ignoreret. Det gjorde kun sorgen større. På den anden side ved jeg, at jeg har gjort det, jeg kunne – med mindre jeg altså skal gå på kompromis med mig selv for at kunne være i en relation med ham. Og det skal jeg aldrig igen.

    Jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for jeres brud, men jeg ved, det er ufatteligt svært at vælge sine forældre fra. Jeg ved også, at det aldrig bør være op til barnet at genskabe relationen. Ligegyldigt hvor gammel du er, vil det altid være dine forældres ansvar at sørge for, at I har det godt. Altid.

    Hvad jeg ville gøre? Jeg ville ikke sende noget. Og så ville jeg gøre op med mig selv, hvad jeg ville kunne leve med. Hvad der er okay og ikke okay, hvis I skal have en relation i fremtiden. Om du kan leve med, hvis hun ikke ændrer sig?

    Det vigtigste er at finde ud af med sig selv, hvad man selv har lyst til ❤️ Og det – er min erfaring – er vanvittigt svært, når det kommer til ens forældre. For man elsker dem jo, ligegyldigt hvor tarveligt de nogensinde har opført sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.