Mælkebøttebarn

Èn diagnose kommer sjældent alene

Jeg glemmer aldrig dagen, hvor hele min verden væltede. Depression, konstaterede lægen. Siden hen har jeg så måtte erkende, at én diagnose sjældent kommer alene.

Det kom egentlig ikke som et chok for mig. Jeg vidste godt, at der er nogle diagnoser som hænger godt sammen. Det tog mig måske bare alligevel et stykke tid at sluge den kendsgerning, da det så gjaldt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke kun var ked af det. Jeg var også sindssygt låst og bange, og som tiden gik blev det kun værre, og så kunne jeg også sætte flueben ved angst.

Angst er ikke noget, jeg har været plaget af før i tiden. Jeg har dog haft personer tæt på mig, som har lidt af det i større og mindre grad. Jeg tror ikke, at man kan forstå det, før man selv har stået midt i det. For nogle mennesker kan det være direkte umuligt at gå over vejen på en dårlig dag. For mig er det ikke så styrende, men må desværre erkende, at jeg også lider under det.

For eksempel kan jeg på en dårlig dag slet ikke styre min krop. Jeg stod ude i vores lokale Rema den ene gang, og der oplevede jeg, at jeg ikke kunne gå til kassen, fordi der stod en, jeg vidste hvem var. Altså absolut ikke, fordi jeg ikke kunne lide vedkommende eller bare ikke kunne magte smalltalk. Jeg kunne simpelthen ikke gå til kassen. Min krop låste, mine ben fungerede ikke og mit hjerte hamrede. Min hjerne var dog fuldstændig klar over, at det var noget være pjat, men jeg kunne slet ikke få krop og sind til at arbejde sammen. I stedet måtte jeg blive i butikken i 5-10 minutter på trods af generel dagligdags-travlhed, bare fordi jeg ikke kunne slæbe mit korpus ud af butikken.

Jeg har også perioder, hvor noget så basalt som at besvare et opkald kan være direkte umuligt og usandsynligt grænseoverskridende for mig, og det er uanset, hvem det er. Lige pånær Ross. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget ravage et opkald kan gøre ved mig og min krop, hvis jeg er inde i en af de perioder.  Der er ingen tvivl om, at jeg har en mild form for angst. Måske også i værre grad, end hvad jeg lige vil være ved. Det er en socialangst, som ligger i mine gener, og det er så underligt, at den kan ramme mig nu i en alder af 25 år. Jeg har altid været – og er stadig – sindssyg social, og derfor er jeg ekstra opmærksom på netop denne diagnose, da den ikke skal have lov til at ændre på det. Jeg har set, hvad angst kan gøre ved folk, og det er en lortediagnose for at sige det mildt.

 


 

Og så var der hjemmeopgaverne fra psykologen med at vende shampoo-flaskerne med etiketten ind ad. Og opgaverne med, at jeg skulle rode og ikke rydde op. Føj, for satan! Det har været nogen af de sværeste opgaver.

Det hele startede med, at jeg på et tidspunkt fik nævnt for min psykolog, at jeg elskede lige linier. Især i mit hjem! Det begyndte hun så at stikke lidt til. Jeg har altid sagt, at jeg ikke har OCD, men at jeg bare godt kan lide at bo pænt, men det skulle vise sig, at jeg tog fejl. Det er ikke en OCD, der handler om, at hvis jeg ikke vasker hænder, så sker der noget forfærdeligt eller i den dur. Det er slet ikke så ekstremt.

Grunden til, at jeg ikke har ment, at jeg har OCD er, fordi jeg altid har elsket boligindretning, og dét, at bo pænt – og i mit tilfælde med meget lige linier og faste pladser. Det er derfor, at det er svært for mig at vende mine shampooflasker. Og heldigvis har jeg fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der er lidt fanatisk med det. Da jeg nævnte det for min svigermor svarede hun: ‘Jamen, så har jeg da også OCD!’, og hun har ret. Vi har nok alle en lille diagnose i os. Forskellen er bare, at jeg har det af helvede til, når mine shampoo-flasker vender forkert. Jeg fik øvelsen med at gå hjem og vende dem, og det gjorde jeg! Men inden jeg overhovedet havde nået at gøre det, så følte jeg det nødvendigt at informere Ronni om det. Han accept var vigtig, selvom det ikke kunne rage ham mindre. Jeg vendte flaskerne om formiddagen og efterhånden som dagen gik, så tænkte jeg mindre og mindre på det. Indtil jeg skal på toilettet, og lige indtil vores gode venner lige stak hovedet forbi. Noget, som jeg elsker! Første tanke var: JEG SKAL BARE RETTE DE SHAMPOO-FLASKER!

 

Der stod det klart, at OCD’en var for alvor. For de skulle rettes, for jeg fandt det direkte sjusket, hvis ikke – og hvis mit hjem er sjusket, så er jeg sjusket, og så er der ingen, der kan lide mig, og ingen, der vil komme i mit hjem.

 

Selvom jeg godt selv kan høre, at det også er noget pjat, så kan jeg alligevel ikke helt forstå det. Jeg ved udemærket, at der ikke er én enkelt sjæl, der ville ligge mærke til de skide shampoo-flasker, og hvis de gjorde, så ville de ikke tænke mere over det, men alligevel……

Jeg fik også opgaven at rode i mit hjem, og jeg prøver, men bare det at skrive det kan give mig tårer i øjnene, for det er bare så svært for mig. Jeg skal rode, fordi jeg skal lære, at jeg sagtens kan trives selvom tingene ikke står på deres pladser. Og det skal jeg til dels på grund af mine børn. Selvom jeg altid opmuntrer mine børn til at lege og ‘rode’, så rydder jeg/vi jo altid op, når legen er færdig. ALTID. Det er også en vigtig ting at lære sine børn, men det er også vigtigt at vise dem, at man har det lige så sjovt (hvis ikke sjovere), i rod, som når der er klinisk rent. Rod kan mange gange være det, der skaber følelsen af et hjem.

Jeg er ikke bange for min OCD, som sådan. Jeg prøver at provokere den og arbejde med den, men jeg er 110% sikker på, at det hele kommer af sig selv, når jeg får opbygget mit selvværd en skønne dag. Den dag, vil jeg nemlig vide, at jeg er god nok uanset, om mit hjem er en rodebutik eller ej.

 


 

Tusind tak for at følge med. Det betyder alt i verden for mig.

Har du spørgsmål eller andet på hjerte, så brug endelig kommentarfeltet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.